K. E.

I går var jeg inde på Kastanievej Efterskole og skulle for første gang se skolen igen, efter jeg er stoppet. Jeg skulle også se, hvordan de nye elever havde overtaget mit hjem, hvordan mit gamle værelse slet ikke så ud, som det burde, og hvordan ingen af beboerne ligner de ansigter, jeg holder så meget af. Ja. Det var fandme hårdt. Det var utrolig dejligt, skønt, fantastisk at se alle igen (især de få, jeg har savnet hver evig eneste dag siden), og selvom jeg i starten følte mig en smule forlegen, fordi jeg havde så mange ting at sige, men ikke vidste hvor jeg skulle begynde, gik der ikke lang tid, før alting igen var, som det plejede at være. Pludselig virkede det ikke som om, vi havde været væk fra hinanden i tre måneder, og vi grinte og talte sammen på den måde, vi gjorde hele året på efterskolen. Det var dejligt at få bekræftet, at vores venskab ikke er slut, bare fordi vi ikke er sammen hver dag længere (men jeg savner at være det!).

Så snart vi kom hen på efterskolen, fik jeg det dog virkelig ubehageligt, og ærlig talt var jeg på grådens rand, især da jeg snakkede med Clara. Det var bare så forkert. Kastanievej er VORES, og at se fremmede folk dér var ikke til at holde ud. Ud over at det var hårdt, var det også virkelig mærkeligt at være der igen. At bruge toiletterne, at være i køkkenet, at sidde og snakke ude i rygeren. Har aldrig savnet det så meget, som jeg gjorde i går.

Alt i alt var det en virkelig skøn aften, men den gjorde også alting sværere, da jeg vågnede i dag. Jeg var endelig begyndt at føle, at jeg var kommet videre, at jeg ikke havde brug for alle de mennesker, jeg gik op og ned af hver dag i næsten et helt år. Hullet i min mave var ikke så stort længere, og jeg var stoppet med at få tårer i øjnene, hver gang jeg tænkte på Efterskolen. Men i går blev "såret" revet op igen, og nu har jeg det som om, jeg skal starte forfra. Jeg elsker mit gymnasium og min nye klasse, men nu føler jeg igen, jeg ikke kan undvære alle de mennesker, jeg elsker så højt. Jeg håber inderligt, at det bliver bedre med tiden, og jeg håber, vi snart ses igen.

(Josefine, Louis, Patty, Signe, Nanna og Rikke, I er de sværeste at glemme)