Roskilde 2009

Kom hjem fra festival klokken 12 i formiddag - beskidt, træt og sulten. Tog et langt bad, spiste junk og sov som en sten. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tage mig til. Rastløs. Hver gang jeg tænker på K.E., er jeg ved at græde. Hver gang nogen taler til mig, snerrer jeg af dem. Hver gang jeg sidder stille, er jeg ved at falde i søvn. Sidder blot med underlig følelse i kroppen, især omkring Roskilde.

De dårlige ting:
At arbejde otte timer, tre dage i træk i en madbod, hvor man er fuldstændig afskåret fra resten af festivalen og ens camp.
At der ikke var plads nok til både mig og Nanna i vores telt, så måtte finde et sted at sove hver nat.
At jeg næsten ikke så nogen koncerter og gik glip af de få vigtigste navne.
At vågne op hver morgen med solen lige over en, så man ikke kan holde ud at lave noget, andet end at sidde i sin lejr og sumpe hele eftermiddagen.
At skulle stå i kø til alting; hvis man skal tisse - kø. Er sulten - kø. Er tørstig - kø. Har brug for penge - kø. Over det hele. Næsten hele tiden.

SÅ til alt det gode:
At drikke sig fuld på festivalpladsen med Louis hver nat, købe alt for dyre mojitos og få drinks i medarbejderbaren hos alt for stive bartendere.
At leve af hvidløgsbrød, ligemeget hvilket tidspunkt på dagen det er.
At gå fra Kanye West koncert med Josefine for at tisse, danse på vejen, kysse for klimaet og til sidst købe impulsiv sushi, så vi bliver væk fra de andre.
At se Superior med Louis, selvom det er Tim C's måske dårligste sang.
At sidde i fuldstændig smadret camp med tømmermænd og hedeslag og lave ingenting, drikke et par øl, ryge lidt for mange smøger og tale om barndomsminder.
At gå i WoodWood og Mads Nørregaard hver dag sammen med en vis shopaholic.
At se Sissi igen, tilfældigt støde ind i David og lige pludselig kysse med Esben.
At gå ind på Cosmopol med Louis midt om natten, fordi det er det eneste sted, hvor der stadig er musik, og så rent faktisk at befinde sig til den svedigste Deadmau5 koncert, der måske var den bedste på Roskilde overhovedet.
At se Yeah Yeah Yeahs og rende rundt med røde konfetti-Y'er i panden bagefter.
At have den mest fantastiske sidste nat med Nanna og Christian, se Rub a' Dub og skråle med på Svennebanan, mens alle hopper og danser.
At synge Costa Del Sol og He Doesn't Know Why med Nanna, mens ingen af os rigtig kan huske teksten.
At skralde med først Louis og Nanna om søndagen og Patty om mandagen, selvom man samtidig føler sig lidt ynkelig og sølle.
At det så alligevel er så dejligt at komme hjem igen efter 5 dages fest blandt mennesker, skrald og snavs.

Mærkelig festival, men skøn i sidste ende.